07/19/2011
Danmark igen i front inden for spildevandsrensning
Verdens første Exelys™ anlæg har nu kørt et halvt år i Hillerød Forsyning, og resultaterne ser meget lovende ud - 30 procent mere biogas og 30 procent mindre slam til slutdeponering.
Energineutral og på sigt energiproducerende renseanlæg er Danmarks vej tilbage i front inden for spildevandsbehandling. To væsentlige strategier for at nå energineutralitet er energireduktion og energiproduktion baseret på udnyttelse af energipotentialet i spildevandsslam.
- Hillerød Forsyning er én af de visionære forsyninger i Danmark, der gerne vil være energineutral og på længere sigt måske endda producere energi til videresalg. Det er en kerneværdi at spare CO2 af hensyn til klodens tilstand og kommunens miljøplan. Vi arbejder vedvarende på at få energiforbruget reduceret, men at det samtidig kan være en fornuftig forretning, gør det meget lettere at gennemføre de nødvendige tiltag, siger spildevandschef Peter Underlin, Hillerød Forsyning.
Hillerød Forsyning lægger vægt på at være med i front og sætte dagsorden både miljømæssigt og teknologisk. Derfor stiller de gerne deres anlæg til rådighed for seriøse demonstrationsprojekter, der gavner udviklingen inden for spildevandsbranchen.
ExelysTM - én af fremtidens energiløsninger
Krüger har gennem de sidste 3 år udviklet, testet og nu demonstreret ExelysTM teknologien i fuld skala. Det er en teknologi der kontinuerligt »koger« slammet og dermed bevirker, at der kan produceres meget mere biogas og samtidig reduceres den mængde af slam, der skal slutdeponeres - en stor driftsøkonomisk gevinst.
Krügers ambition om at demonstrere ny teknologi og Hillerød Forsynings ønske om at medvirke til at fremme udviklingen har gået hånd i hånd i dette tilfælde.
- Vi skal kunne se et potentiale i teknologien, og kan vi det, mener vi, at det er vigtigt at give forsknings- og udviklingsprojekter mulighed for at blive testet i fuld skala. Men der skal også være en realistisk balance mellem det teknologiske udbytte og økonomien i teknologien, understreger Peter Underlin.
Det er Krüger, der har installeret Exelys™anlægget og tilkoblet det til Hillerød Forsyning. Men i dag, efter et halvt år og en glidende overgang, er Peter Underlin med til at drive ExelysTM anlægget, mens Krüger stadig står for målinger og backup.
Grøn og en god forretning
- Der er altid småproblemer i driften af et demonstrationsanlæg, men når det er sagt, så kører Exelys™ stabilt og kontinuerligt. Det økonomiske rationale i at kunne producere mere biogas og skulle bortskaffe mindre slam er helt bestemt meget lovende og ikke mindst et vigtigt værktøj til at blive energineutral i 2020, lyder meldingen fra spildevandschefen i Hillerød. Han tilføjer:
- Jeg er ikke i tvivl om, at denne type teknologi repræsenterer fremtiden inden for renseanlæg. Det er ikke nok at fokusere på energireduktion, hvis målet om energineutralitet skal nås. Energiproduktion er en nødvendighed, og det er netop her udviklingspotentialet er stort.
- Det er da imponerende, at vi i et lille land som Danmark kan udvikle teknologier, der reducerer slammængden til slutdeponering betragteligt, og at vi inden for en overskuelig fremtid kan producere biogas nok til at blive energineutrale eller ligefrem energiproducerende i en så energislugende virksomhed som et renseanlæg, slutter Peter Underlin.
Hvis du vil vide mere, kontakt Theis Gadegaard, tng@kruger.dk