I samarbejde med kunder, universiteter og egne forsknings- og udviklingscentre udvikler vi løbende nye teknologier, værktøjer og styringssystemer til spildevandsområdet.
I Danmark
Krüger samarbejder kontinuerligt - med både kunder og universiteter - på at udvikle nye og eksisterende teknologier til forbedring af vandmiljøet.
I 1980'erne udviklede vi bl.a. de to biologiske renseprocesser; BioDenitro og BioDenipho, der i dag renser størstedelen af spildevandet i Danmark.
I 1990'erne udviklede Krüger bl.a. det patenterede on-line styringssystem STAR, der giver renseanlæg en lang række driftsmæssige fordele og besparelser. Inden for de senere år er for eksempel STAR videreudviklet til en brugervenlig webbaseret platform. Og seneste nyt er STAR 2 on-line styring på mobiltelefonen.
Samtidig har vi udviklet og patenteret en lang række andre teknologier og processer til både spildevand og slambehandling. Alle er i dag med stor succes implementeret på både danske og udenlandske anlæg.
Blandt andet har vi udviklet BioTherm til termofil udrådning af slam, der sikrer en effektiv reduktion af tørsstofmængden. Vi har udviklet en række varmevekslere specielt designet til slambehandling. Vi har udviklet et unikt design af rådnetanke, der reducerer mængden af det afvandede slam med op til 40% uden ophobning af skumlag på tankens slamoverflade.
Internationalt
Som en aktiv del af Veolia Water har vi flere større forsknings- og udviklingscentre, bl.a. Anjou Recherche i Paris, der er specialiseret i vand- og spildevandsbehandling med afdelinger i USA, Canada, Australien og Tyskland. Mere end 600 eksperter er i dag ansat i Anjou Recherche, hvor de står for den specialiserede forskning og udvikling i samarbejde med Veolia Water's 78.000 øvrige medarbejdere verden over.
Totalt set har Veolia Water mere end 600 patenterede processer og teknologier til at sikre et bedre miljø. Vores forskning og udvikling i dag er bl.a. fokuseret på:
- Afsaltning af havvand
- Membran teknologier
- Spildevandsrensning
- Slambehandling og genbrug
- Optimering af vandressourcer
- Optimering af afløbssystemer
- Processer til desinfektion af vand