Ved hjælp af ny teknologi genbruges 99% af vandet - til gavn for både fiskeopdræt og omgivende miljø
Norges og verdens største opdrætter af laks, Marine Harvest, kan genbruge op til 99 % af vandet fra bassinerne ved hjælp af et kompakt anlæg, som Krügers datterselskab Krüger Kaldnes har udviklet.
Løsningen bruges også ved opdræt af fisk i Holland, Tyskland, Italien, Portugal og Spanien, og Krüger er klar til at tilbyde den på det danske marked.
Marius Hægh fra Krüger Kaldnes fortæller, at et anlæg på 12 x 12 meter kan rense vand fra bassiner med 4 mio. unge laksefisk under 250 gram.
Genbrug af vand er simpelthen nødvendigt, fordi der ikke er ferskvand nok til at forsyne alle Norges fiskeopdræt. En anden fordel er, at genbruget gør det lettere at holde temperaturen i vandet. Laksene vokser bedst i 12-16 grader og ved at genbruge vandet, sparer virksomhederne store mængder energi.
Det kompakte anlæg renser med filtre og med AnoxKaldnesTM patenterede Moving Bed Biological Reactor (MBBR) teknologi med små plastelementer med stor overflade, som mikroorganismer hæfter sig på. Organismer og bakterier æder de organiske stoffer og nitrogenforbindelser og sikrer en meget effektiv rensning på begrænset plads.
- Vi har arbejdet med det i to år, og har indtil videre leveret udstyr til omkring 60 anlæg i verden. Jeg vil tro, der er et stort behov i Danmark også. Vores løsning er mere effektiv og anvender mere moderne teknologi end dem, der kører på mange dambrug i Danmark, forklarer Marius Hægh.