Krüger har for DANVA stået for udviklingsprojektet "Energy-Sludge" hvis formål er at inspirere de danske forsyningsselskaber til at indtænke energiforbrug og CO2-aftryk i valget af slamhåndteringsstrategi. Det beskæftigede sig med opgørelser af energiforbrug og CO2-udledningen for eksisterende slamhåndteringsstrategier og de aktiviteter, der er forbundet hermed.
Resultaterne fra projektet vil blive brugt som en del af den samlede miljøvurdering af forskellige slamhåndteringsstrategier. I projektet blev der foretaget systemafgrænsning, der præciserer, hvilke aktiviteter der medregnes i opgørelsen, hvilke der undlades, og hvilke modregninger, der skulle foretages i form af energiproduktion. For hver enkelt enhed blev der indsamlet data, som beskriver den nuværende slamhåndteringsstrategi. Desuden blev der redegjort for de mulige fremtidsscenarier, der ønskes analyseret mht. strategiens CO2-udledning.
Projektet har vist, at det for slamhåndteringen er mest væsentligt at fokusere på energiproduktion fra slammet for at fortrænge den CO2-udledning, der ellers ville komme fra den generelle danske el/varme produktion. Projektet har desuden vist, at mulighederne for at anvende energien i slammet, enten i form af biogas, som overskudsvarme eller gemt i det tørrede slam, der kan erstatte brugen af kul, bør undersøges nærmere ved den enkelte forsyning, da potentialet for at opnå det mindste carbon footprint ved disse processer er størst, såfremt energien i overskudsvarmen udnyttes.





