På eget initiativ igangsatte Dyrup arbejdet med at undersøge og rense jorden under virksomhedens hovedkontor og valgte Krüger som samarbejdspartner. Dyrup har modtaget Københavns Amts miljøpris, blandt andet for sin indsats på afværgeområdet.
Dyrup, der er en af Danmarks største producenter af maling og træbeskyttelse, har i mange år haft hovedkontor og produktion i Gladsaxe. Virksomhedens ønske er at udvise miljøansvarlighed og handle på en miljømæssigt forsvarlig måde og Dyrup igangsatte derfor på eget initiativ oprensning af den grund, hvor produktionen af maling stadig finder sted.
Krüger sørgede for, med en række unikke in-situ teknologier, at oprensning af jorden kunne foregå sideløbende med - og uden påvirkning af - Dyrups daglige produktionsaktiviteter.
Oprensningen af jorden er inddelt i 3 faser
Første fase går ud på at fjerne den forurening, der ligger på vandspejlet vha. Bioslurping, der effektivt håndterer frifaseforureninger.
I anden fase renser man jorden over vandspejlet med en teknologi kaldet Vacuumventilering, der fjerner flygtig forurening fra "den umættede zone".
I tredje fase oprenser man forureningen i det øverste lag af grundvandsmagasinet med Airsparging, der er velegnet til forureninger, der indeholder letflygtige og bionedbrydelige forbindelser.
Efter næsten 10 års ihærdig indsats er man nu tæt på at nå et niveau, hvor der ikke længere er risiko for forurening af grundvandet.