Servicetekniker – København og Sjælland

Vil du udvikle dig med spændende og afvekslende opgaver i førende virksomhed?

Har du en teknisk baggrund, og drømmer du om et job med stor frihed, masser af variation og ikke mindst mulighed for at udvikle dig fagligt, så har du fundet det. I Krüger Aquacare kommer du ind i verdens største vandbehandlingsfirma. Vi leverer alle former for procesvandbehandling til alle typer af industrier. Det er planen at gøre dig til specialist i procesvand på laboratorieanlæg, som du kommer til at bruge ca. 50% af din tid på. Du får derfor bl.a. uddannelse i England – og selvfølgelig grundig sidemandsoplæring ved at køre med en erfaren kollega.

Forebyggende vedligehold, service, hastereparationer, montage…

Som servicetekniker er din primære opgave at holde vores kunders anlæg i topform – både laboratorieanlæg og store industrianlæg. Det gør du både ved forebyggende vedligehold, ved opdateringer af anlæg og ved her-og-nu reparationer. Driftstop er dyre for kunderne, så du vil opleve, at du ved hastereparationer bliver modtaget som redningsmand. Det betyder samtidig, at du vil opleve et vist pres for at finde og udbedre fejl hurtigt. Dine primære opgaver bliver at: 

  • Gennemføre servicebesøg – forebyggende vedligehold
  • Finde og udbedre fejl – typisk hastereparationer
  • Opstart af nye procesvand-anlæg – både store og små
  • Udføre mindre montageopgaver – fx. nye anlæg 
  • Indgå i vagtordning ca. hver 5. uge en uge ad gangen – først når du er godt inde i opgaverne

Du får base på hovedkontoret i Glostrup, men du kører ud hjemmefra og er ude hos kunderne i særligt København, men også på Sjælland. Hasteopgaverne gør, at du skal have dit bagland med på, at du ikke nødvendigvis altid kan nå at hente eller bringe børn eller andet, hvis det brænder på.

Teknisk baggrund og lyst til kundevendt service

Du har en teknisk uddannelse som elektriker, smed, industritekniker eller lignende. Fagligt kan du lide at spænde bredt, og du arbejder derfor lige godt med den lille skruetrækker og den store skiftenøgle. Som person trives du med stor kundekontakt, fordi det er naturligt for dig at give god service og vise kunderne, at de er vigtige for dig. Du tror på, at der en løsning til alle problemer, og du har overblikket til at overskue en presset situation – og du kan overføre din ro til andre omkring dig. Du kan også bruge en PC og læse og forstå teknisk engelsk i bl.a. manualer.

Super forhold i dit nye team

Du får 7 andre serviceteknikere og 1 servicekoordinator som dine nærmeste kollegaer. Du kan glæde dig til at komme ind i et miljø, hvor vi har det rigtig godt sammen, og hvor du kan lære nyt og udvikle dig – blandt andet ved at sparre med dine kolleger. I Krüger Aquacare er der også 100 % styr på løn, pension, forsikringer m.m.

Del