Forretningskoordinator til Krüger, Spildevand Øst

Vil du supportere vores afdelingsledelse, salgschef og projektledere?

Drømmer du om et job som forretningskoordinator, hvor du virkelig kan udfolde dine evner og samtidig udvikle dig, så har du den helt rigtige chance her. I Krüger kommer du ind i en af de absolut førende virksomheder på vandområdet. I din kommende afdeling (som har kontor i Søborg) får du ca. 60 gode kolleger, hvor arbejdsmiljøet er åbent, uformelt og kendetegnet ved godt humør og lyst til at hjælpe hinanden. I din kommende afdeling står vi for salg, tilbud og gennemførelse af projekter for vores eksterne kunder inden for spildevandsområdet. Dine kommende kollegaer er teknikere, primært ingeniører og teknisk designere. Fælles for os alle er, at vi synes, at spildevandsområdet er vanvittigt spændende og fyldt med fantastiske muligheder – også for at gøre en positiv forskel på samfundsniveau, da vores projekter generelt understøtter bæredygtighed.

Derudover kan du glæde dig til at komme ind i en virksomhed, hvor arbejdsglæden er helt i top og samarbejdet kollegaer imellem fungerer. Vi har stor frihed under ansvar. Vi har det ganske enkelt rigtig godt i Krüger, og det vil du komme til at mærke fra din første dag. 

Du har en række selvstændige arbejdsopgaver

  • Planlægning af møder samt udarbejdelse af præsentationer hertil
  • Gennemførelse og koordinering af en række administrative opgaver
  • Opfølgning på rapportering og intern kommunikation
  • Opfølgning på salgsaktiviteter i samarbejde med salgschef herunder planlægning og arrangering af kundeevents
  • Opfølgning på projektøkonomi og ressourceallokering i samarbejde med projektlederne
  • Korrekturlæsning 

Vi har selvfølgelig deadlines både internt og eksternt, der skal overholdes henover en måned, og derfor er det vigtigt, at du kan arbejde struktureret samtidig med, du er god til at prioritere i en travl hverdag. Dit overordnede fokus bliver at understøtte afdelingens aktiviteter, så vi kan betjene vores kunder og afvikle vores projekter effektivitet.

Din baggrund

Dine faglige kompetencer har du fra en bred uddannelse samt erfaring fra en lignende stilling. Med din gode forretningsforståelse er du vant til at være tovholder på en række opgaver og følge dem helt til dørs, du ser selv behovene og medvirker til at forankre nye tiltag. Med stort engagement og et vindende væsen er din stærke side at samarbejde og at være serviceminded. Du har solide kompetencer i skriftlig kommunikation (både dansk og engelsk), og er selvfølgelig superbruger i Word, Excel og PowerPoint. Du har naturligvis masser af gå på mod i forhold til at arbejde med nye IT- systemer og blive superbruger på disse. Du løser opgaver med en struktureret og analytisk tilgang samt et godt overblik. Med et stort engagement og drive involverer du dig aktivt – også i kontakten med andre. 

Del