Vil du være vores Valentine i Afløb?

Jeg hedder Rune Christensen, er 38 år og er afdelingschef for Afløbsafdelingen.

I min afdeling arbejder vi på at få et renere og grønnere miljøaftryk til gavn for os og vores børn. Vi gør det bl.a. ved at udvikle egne, moderne teknologier og implementere bæredygtige løsninger til sikker afledning af regn- og spildevand. Naturligvis baseret på grundige analyser. Vi tror på, at vi sammen kan gøre en forskel.
Kan du se dig selv i det match? Så læs videre!

Hvis du var i et forhold med os...

… ville du fx bidrage til, at danske forsyninger fik styr på overløb ved hjælp af styring, og du ville bruge intense øjeblikke på klimatilpasning ved hydrauliske modeller, styring og varsling af oversvømmelser. Du ville også kunne få afløb for din hang til projektering og tilsyn med fx konstruktion af regnvandsbassiner, ligesom du kunne arbejde på innovationsprojekter, der fjerner mikroplast eller anden forurening i regnbetingede udledninger. Sidst og ikke mindst så gennemsyrer Verdensmålene hele firmaet, da de er pejlemærker for alt vores arbejde.

Det er nogle af de mange ting, vi brænder for 🔥 
 

Vores bedste kvaliteter

Hvis vi skulle fremhæve én ting ved vores afdeling, er det, at vi er en flok passionerede mennesker med masser af viden på hvert vores område, og som meget gerne lærer fra os. Tilsammen udgør vi en velsmurt damptromle af viden og kompetencer, der hver dag arbejder for at gøre jorden til et bedre sted med vores løsninger. 

Og hvis vi må nævne én ting mere, så har vi en ubændig trang til at spise kage hver onsdag. 

 

Er vi et match? 

Vores Valentine skal bare være vild med vand i byen. Hvis du oven i købet bliver begejstret for miljø og kan lægge an på betonkonstruktioner, så vil du passe rigtig godt ind hos os. 

Vi forestiller os, at du er ny på markedet, eller har 5-10 års erfaring fra andre forhold. 

Kan du se dig selv i dette? Så tag første skridt mod et forhåbentligt langvarigt og stabilt forhold og send en mail til mig ved at klikke på Valentine's knappen nedenfor. Skriv lidt om dig selv og dine ønsker til vores faglige relation, og hvis der er et match, så inviterer jeg på kaffe eller en kop te. 

 

 

Jeg vil gerne se mig lidt om, inden jeg comitter mig til dette.
Vis mig andre åbne relationer, jeg kan indgå i

Muligt match
I et forhold med os ville du stå først i række til den nyeste viden inden for spildevandsrensning, da vi implementerer banebrydende tekniske løsninger.
Muligt match
Hvis du var i et forhold med os, ville du være med til at bekæmpe forekomsten af pesticider og miljøfremmede stoffer i vores grundvand.
Muligt match
Hvis du var i et forhold med os, ville du stå i spidsen for et bredt team af fagfolk, som med din kombination af drive og overblik får alle detaljer på plads.