VUDP-projekt vil reducere lattergas fra renseanlæg med 50% med helstøbt AI styring

Ganske unikt er otte forsyninger på tværs af Danmark gået sammen om at løse en af de helt store klimaudfordringer i branchen: lattergas fra renseanlæg.

Ganske unikt er otte forsyninger på tværs af Danmark gået sammen om at løse en af de helt store klimaudfordringer i branchen: lattergas fra renseanlæg. Den viden og data, der indsamles i dette projekt, vil udgøre et kæmpe bidrag på området. Projektet udvikler desuden en ny helstøbt styring til minimering  af lattergas, demonstrerer den i fuldskala på 8 renseanlæg og dokumenterer effekten. Produktet er skalerbart og kan meget nemt implementeres på andre anlæg i Danmark og i udlandet. 

I dag findes der ikke kommercielle helstøbte realtidsstyringer på markedet, der effektivt kan reducere lattergasemissionen fra renseanlæg. Projektet vil således levere den første helstøbte løsning, der kan implementeres bredt på danske renseanlæg og med veldokumenteret effekt over en lang række af anlæg. Det er BIOFOS som projektleder, Krüger som teknologiejer og 7 forsyninger på tværs af Danmark, der sammen vil gøre det muligt, at de danske renseanlæg kan opnå 50% reduktion af lattergasemission i 2025 og dermed bidrage væsentligt til Klimalovens målsætning om 50% reduktion af drivhusgasser i 2025 for Danmark.

Udvikling af ny styring til minimering af lattergas emission

Projektet udvikler en helstøbt styring til lattergaskontrol på renseanlæg, som er gennemprøvet og veldokumenteret gennem 1-2 års fuldskaladrift på 8 danske renseanlæg. 
Styringen, der modvirker selve dannelsen af lattergas, fungerer ved at justere hastigheden af de biologiske processer direkte efter DNA-analyser online i Krügers DNA Fantastic service. Selve kontrollen udføres via en udvidelse af Krügers AI-styring i Hubgrade Performance Plant, som dynamisk følger med i processerne på renseanlægget og hele tiden forudser, hvordan belastningen og rensningen skal se ud i den nærmeste fremtid for optimal drift.

Brugerdefineret styring optimerer værdi for pengene

Der bliver tilføjet en parameter for både lattergas og CO2e i AI-styringen. Lattergasproduktionen registreres online med sensorer, og der udføres online lattergas emissionsberegninger. AI-styringen optimerer online driften af renseanlæggene direkte efter en brugerdefineret prioritering mellem 1) Udløbskvalitet og spildevandsafgift, 2) dynamiske spotpriser på elmarkedet og 3) det samlede klimagasaftryk fra elforbrug og lattergasemission.

Tidligere udviklingsprojekter har påvist lattergasreduktioner på op til 70-90% - men kun i kortere perioder. Ved at samle styringerne i en helstøbt lattergas Kontrol forventer projektpartnerne en reduktion på minimum 50-70% i forhold til referenceåret uden lattergaskontrol.

Derudover vil projektet bibringe en konkret, let og frit tilgængelig vejledning til generelle driftsoptimeringer, der kan bidrage til at reducere lattergasemissionen fra renseanlæg parallelt med styringen.


Deltagere i projektet

  • BIOFOS: Projektleder og deltagende forsyning 
  • Krüger: Teknologiejer og ansvarlig for udvikling, implementering og evaluering af N2O Kontrol styringen
     

Derudover deltager en stribe forsyninger i projektet som problemejere. De bidrager med viden om renseanlægget, sensorvedligeholdelse, datadeling og samarbejde om implementering af styring:

  • Mølleåværket A/S
  • Halsnæs Forsyning
  • Hjørring Vandselskab
  • Fors
  • Vesthimmerland Forsyning
  • Aalborg Forsyning
  • BlueKolding

Unisense støtter desuden projektet ved at give teknisk sparring og tilbyde kvalitetssikring af målerinstallationer.

Tid og økonomi

Projektet forventes afsluttet 31. juli 2025
Budgetsum: 3.738.282 DKK

Kontakt
Mikkel Stokholm-Bjerregaard
Innovationschef, Forsyning Vest
E: [email protected]
M: 60 39 35 58
Renseanlæg
Lattergas er under politisk søgelys, og der kommer reguleringer fra 2025. Se her, hvordan vi kan hjælpe med at reducere denne kraftige drivhusgas fra renseanlæg.