Byggeriet af Danmarks første højhusvandværk starter

Det forberedende arbejde er slut, og nu tages første spadestik til Frederiksbergs nye, bæredygtige vandværk. Vandværket skal forsyne byens over 100.000 kunder med blødgjort vand. Derfor var bl.a. borgmester Simon Aggesen og formand for Frederiksberg Vand Thyge Enevoldsen forbi Frederiksberg Forsyning d. 29/10 for at markere, at byggeriet er gået i gang. Krüger er totalentreprenør i et konsortium med Arkil. 
 

Frederiksberg Forsyning er nu i gang med at bygge det vandværk, der fra 2022 skal levere blødt vand til alle i byen. Byggeriet skal ligge på forsyningens grund midt på Frederiksberg, så for at udnytte pladsen på grunden bedst muligt, bliver vandværket bygget i fire etager plus kælder. Det gør bygningen til Danmarks første højhusvandværk. Vandværket kommer til at indeholde et blødgøringsanlæg, der behandler det vand, der sendes videre til forsyningens kunder.

”Det bliver utrolig spændende at følge byggeriet af vores nye vandværk, både fordi det er et unikt byggeri og den første af sin slags i Danmark, og fordi vi kommer tættere på en mindre ’tilkalket’ og mere bæredygtig hverdag, efterhånden som byggeriet skrider frem. Det harmonerer med vores mål om, at Frederiksberg skal være landets mest bæredygtige kommune”, siger Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen.

Blødgøring reducerer mængden af kalk i vandet, som gør, at kunderne kan spare på fx rengøringsmidler og shampoo – og knofedt, når genstridig kalk skal fjernes fra badeværelsesfliserne. Og fx vaske- og opvaskemaskiner vil bruge mindre energi og holde længere, hvilket giver et plus i både husholdnings- og CO2-regnskabet.

”Blødgøring af vandet vil også på længere sigt føre til mindre tilkalkede vandrør og -installationer. Så skal der bruges mindre energi på at sende vandet ud til kunderne, og vi vil se et mindre behov for reparationer. Det er med til at holde udgifterne på at drifte vandledningsnettet nede. Ikke mindst gavner det miljøet hver gang, vi finder måder at reducere energiforbruget”, siger formand for Frederiksberg Vand A/S Thyge Enevoldsen.
 

Indbygget varmepumpe kan give op til 6 % lokalproduceret fjernvarme

Frederiksberg nye vandværk skiller sig også ud ved, at det er planen at indbygge et stort varmepumpeanlæg. Det skal trække energi ud af drikkevandet ved at nedkøle det, og en varmeveksler i varmepumpeanlægget sørger for at sende varmen videre til fjernvarmesystemet. Varmepumpen vil kunne producere op til 40 GWh varme om året -det svarer til knap 6 % af det samlede varmeforbrug på Frederiksberg.

”Det er 6 % lokalt produceret varme, som vi derfor ikke behøver at købe fra de store centrale kraftvarmeværker. Et fint eksempel på, hvordan vi reducerer fjernvarmeforsyningens CO2-aftryk og tænker i genanvendelse og bæredygtig brug af ressourcer”, siger adm. direktør i Frederiksberg Forsyning Søren Krøigaard.

 

Ét byggeri - mange bæredygtige løsninger

”Vandværket skal behandle 5,4 mio. m3 vand om året og bliver udført med topmoderne tekniske løsninger, der alle gavner miljøet. Blødgøringsanlægget kommer til at reducere hårdhedsgraden i vandet fra 22-30 dh til ca.10 dh. Det betyder lavere energi- og kemikalieforbrug, så miljøbelastningen mindskes markant - det er en investering i ren bæredygtighed”, udtaler projektchef Line Bessermann fra Krüger.

Der er tænkt over hver en detalje i forbindelse med designet af bygningen, især koordineringen af de mange tekniske installationer, der skal føres gennem de meget kraftige etagedæk i bygningen. Afdelingschef Jess Thiel fra Arkil A/S uddyber:

”En af udfordringerne har været, at det område hvor bygningen til vandværket er placeret, er beskedent i størrelse, så det har været en speciel opgave at designe et hus, der passer til det beskedne areal, samtidig med at det skal kunne rumme alle de tekniske installationer som et moderne vandværk kræver. I designet af bygningen er der indtænkt fleksibilitet, så bygningen er fremtidssikret, fx til at huse et køleanlæg på taget”.

Frederiksberg borgmester Simon Aggesen ved spadestik event på Frederiksbergs vandværk 29. oktober 2020
Kontakt
HR- og Kommunikationsdirektør
M: 2171 3872
E: [email protected]
Vandforsyning
Aalborg vokser, og det mærker man i Klarup, der ligger 10 km fra byens centrum og tæt på Aalborgs nye supersygehus. Det gamle vandværk kunne ikke følge med, og Krüger har derfor været rådgiver på et nyt topmoderne vandværk.
Vandforsyning
Vi har bygget et nyt vandværk for Forsyning Helsingør A/S, hvor forsyningssikkerhed og design går op i en højere enhed. Vandværket indeholder state-of-the-art teknologi, ligesom æstetikken er vægtet højt, da værket ligger højt og smukt med udsigt over Snekkersten og Øresund.