Det digitale byggeri sikrer videndeling og effektivitet for forsyningen

Arbejdet med BIM giver større videndeling og færre fejl, som det ses i HOFOR’s store blødgøringsprojekt, som er et de projekter, hvor vi har anvendt BIM

Building Information Modelling (BIM) er omdrejningspunktet for det digitale byggeri. Det giver overblik i alle projektets faser og rummer en række digitale værktøjer, der sikrer større videndeling og et mere effektivt samarbejde. I BIM er data altid opdateret, så det er den nyeste viden, der er tilgængelig. Flere kan arbejde i modellerne samtidig, ligesom forskellige kompetencer kan inddrages tidligt i processen. Det minimerer fejl og sikrer et bedre slutprodukt. 

I Krüger er vi førende på at anvende BIM i vandbranchen, og vi arbejder altid med 3D-modellen i centrum. Et eksempel er HOFOR’s store vandværksprojekt, som skal forsyne hovedstadsområdet med blødgjort drikkevand fra syv regionale vandværker, og hvor projektorganisationen benytter BIM. 

BIM er meget mere end en samling digitale værktøjer. Når arbejdsgangene tilpasses værktøjerne, kan projektarbejdet foregå mere agilt og med større inddragelse af mange forskellige aktører (f.eks. drift og arbejdsmiljøorganisation), end det er muligt med de gammeldags metoder. 

I modsætning til tidligere, hvor rådgiverne groft sagt “gik hjem og tegnede, fremlagde resultatet, fik feedback og derefter skulle justere”, kan HOFOR nu være med i maskinrummet fra de første streger sættes, til det endelige anlæg opføres. 

Modellen samler al teknisk viden og ændrer måden at arbejde på

BIM-modellen består udover den geometriske model af en lang række objekter berigede med data. Det kan fx være data om materialer, indre diameter på rør, leverandører, strømforbrug  osv.  Det tilstræbes at al anlægsinformation samles ét sted og samme sted - nemlig i BIM-modellen. 

Når der holdes projektmøder på det store blødgøringsprojekt, er det ofte modellen, der er omdrejningspunktet for diskussionerne. Modellen afspejler altid den nyeste viden, og er tilgængelig for projektets deltagere, så de til enhver tid nemt kan trække information direkte fra modellen. 

For HOFOR-projektet betyder det helt konkret, at projektet er (næsten) papirløst. Der printes kun sjældent tegninger, og der er derfor ikke udfordringer med, at projektdeltagerne arbejder med forkerte versioner.  


Mange øjne sikrer stærkere ejerskab og et bedre slutprodukt

Modellen gør det muligt at inddrage relevante kompetencer på et tidligt stadie og dermed undgå ændringer efter udførelsen. 

Fx er de månedlige arbejdsmiljømøder enklere med BIM. Ved at gennemgå modellen kan arbejdsmiljørådgiveren bede om at få iværksat nogle sikkerhedsmæssige tiltag (fx at flytte en ventil) inden etableringen. Det sparer besvær og ressourcer. 

Det er også muligt at involvere driften tidligere i processen end normalt. På den måde udnyttes de forskellige kompetencer til størst mulig gavn for projektet. Ved at komme med input til optimal og smidig drift i dagligdagen kan det blive implementeret i projektet. At driften kan bevæge sig rundt i modellen og komme med kvalificerede input, sikrer i sidste ende et langt større ejerskab til anlægget. Selvom det kan være ressourcekrævende, når mange øjne inddrages i projekteringen, er det sjældent noget, man fortryder i sidste ende, når anlægget står færdigt.

  • Bedre slutprodukt med co-design
    - Relevante interessenter involveres i designprocessen
    - Sikrer forankring af projektet blandt interessenterne, fx driftsorganisationen
     
  • Effektiv videndeling
    - Fælles, opdateret og detaljeret viden
    - Single source of truth (trækker på samme data, og rettelser slår hurtigt igennem alle steder)
    - Papirløst (sparer hyldemeter af papir + alle arbejder i samme dokument)
     
  • Stærkere samarbejde
    - Kan arbejde med forskellige fag sideløbende og justere modellen undervejs     
Kontakt
Projektleder
M: 6039 3553
E: [email protected]
Vandforsyning
Forsyningsselskabet HOFOR har valgt at fortsætte et succesfuldt samarbejde med NIRAS og Krüger i nybygningen af deres regionale vandværker. Til konsortiet bidrager begge rådgivere med landets bedste og mest erfarne ingeniører inden for blødgøring og almindelig drikkevandsbehandling for i samarbejde med HOFOR at detailprojektere de store vandværkers procesanlæg og indføre blødgøring med pellet-metoden.