Nyt banebrydende projekt: Datadrevne løsninger skal nedbringe overløb og forbedre vandmiljøet

MUDP projekt vil bane vejen for, at vi med investering i datadrevne løsninger kan nedbringe overløbsmængderne og dermed miljøpåvirkningen

Et nyt projekt under Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) skal bane vejen for, at vi med investering i datadrevne løsninger kan nedbringe overløbsmængderne og dermed miljøpåvirkningen på åer, søer og marine områder. Problemet med overløb er ikke unikt for Danmark. De fleste byer verden over døjer med generne fra overløb, og derfor vil projektets resultater have potentiale globalt. Bag projektet står forsyninger, rådgivende ingeniører, universiteter og vidensvirksomheder.


Mest miljø for pengene

Overløb af opblandet spildevand belaster vores vandmiljø. Problemet er de meget store hydrauliske belastninger og stofmængderne, der udledes.

Forsyningerne er allerede i fuld gang med at ombygge, udvide og separere afløbssystemerne, men det er hverken økonomisk ansvarligt eller logistisk realistisk at gennemføre inden for en overskuelig årrække. Derfor er der et behov for ekstra indsatser de kommende år, hvis det skal lykkes at opfylde EU’s vandrammedirektiv og opnå god økologisk kvalitet i vandområderne inden 2027.

Det er baggrunden for, at VandCenter Syd, Novafos, Aarhus Vand, COWI A/S, Krüger A/S, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, Biologisk Institut, Syddansk Universitet, Dryp ApS, BSS ApS og InforMetics ApS er gået sammen om at udvikle datadrevne løsninger, der kan nedbringe overløbsmængderne og dermed også den miljømæssige påvirkning af vandmiljøet.

Målet skal nås gennem nye måleteknikker, nye IOT-sensorer, nye datadrevne modeller til forecast af vand og stof, nye styrealgoritmer baseret på stof og effekt i recipient samt en ny model til estimering af samfundsøkonomiske effekter.

Ambitionen med projektet er, at vi skal kunne nedbringe belastningen fra overløbene der, hvor de gør størst skade, og hvor vi kan opnå størst effekt i recipienten. Vi kan ikke vente med at reducere udledningen af spildevand, til afløbssystemerne er fuldt udbyggede. Det vil være samfundsmæssigt uacceptabelt.
- Carsten Nystrup, administrerende direktør i Novafos, som varetager projektledelsen


Demonstrationsbygværker skal vise vejen

Miljøeffekterne i recipienterne vil blive forsøgt dokumenteret med længerevarende, kontinuerte måleprogrammer, hvilket ikke er set før. Der findes ikke nogen metoder og teknologier til at forudsige både vand og stof i realtid, samtidig med at styringen ved overløbsbygværket tilpasses forudsigelserne i form af f.eks. styring eller lokal rensning.

”Vores målinger af overløb er i dag mangelfulde. Traditionelt har der i Danmark kun været fokus på antal overløb og vandmængder og ikke stofmængder og deres effekt på miljøet. Men med dette projekt får vi sat tal på vores påvirkning af vandløbene – både hydraulisk med erosion og varierende vandstand og stofmæssigt med forurening, der påvirker dyre- og plantelivet,” siger Annette Brink-Kjær, specialist i hydrauliske modeller hos fra VandCenter Syd, som er projektets hovedansøger.

De nye metoder vil blive implementeret på udvalgte overløbsbygværker, der skal fungere som demonstrationsbygværker til inspiration for fagfolk. Målet er, at metoderne på sigt skal kunne rulles ud på alle overløbsbygværker, så vi får et langt bedre overblik over den samlede udledning og kan sætte ind de steder, hvor det har den største effekt for miljøet.

”De seneste år er der blevet forsket en del i softwaresensorer, der kan estimere overløbsmængderne baseret på eksisterende sensorteknologi. I dette projekt har vi en unik mulighed for at videreudvikle disse metoder og vise, hvordan de præsterer i forskellige situationer afhængig af de fysiske rammer forbundet med de enkelte bygværker,” siger Michael R. Rasmussen fra Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet.

Fra Krügers side ser vi frem til at bidrage til projektet: 

Vi glæder os meget til dette MUDP projekt, som har til formål at demonstrere nye løsninger til at forbedre vandkvaliteten i recipienter ved at reducere overløbsmængderne af vand og stof. Krüger vil i projektet implementere state-of-the-art løsninger med udgangspunkt recipientens følsomhed.
- Ole Mark, Innovationschef i Krüger 

Afhængigt af recipienten kan de styrende parametre f.eks. være kvælstof, fosfor, bakterier eller BOD. Dette vil igen stille krav til de løsninger, der kommer i spil, som fx. kan være lokal rensning eller styringstiltag på baggrund af vandmængder og vandkvalitet. Vi ser frem til at dele resultater og erfaringer hele vejen gennem projektet, siger Ole Mark, Innovationschef, som deltager i projektet på Krügers vegne.

Resultaterne fra projektet skal gerne blive til gavn for alle landets vandselskaber og udmøntes i kommercielle produkter og metoder, der skal kunne sælges både i Danmark og internationalt. Problemstillingen med overløb er global – løsningen er dansk.

Kontakt
Innovationschef
M: 30708664
E: [email protected]
Overløb
Kloakoverløb er en udfordring mange steder i Danmark. Vi tilbyder en række services, som hjælper med at skabe overblik og reducere kloakoverløb og deres konsekvenser i recipienterne.
Det dansk vandmiljø er under pres. Fosfor og kvælstof fra landbruget siver ud i havet og forvandler vores indre farvande til golde ørkener.

Podcasten undersøger, hvordan datadrevne løsninger kan reducere miljømæssige konsekvenser fra kloakoverløb.

Podcasten Overløb har selskab af Tina Otterstrøm Jensen, Plan- og projektchef i Novafos,
Michael Rasmussen, professor på Aalborg Universitet og Ole Mark, Innovationschef hos Krüger A/S.

Podcasten er produceret af Viegand Maagøe for MUDP-projektet Overløb.