Tolnes nye vandværk bygges og indkøres på 12 måneder

Læs om et intenst projektforløb, hvor højt metanindhold skal håndteres for at sikre et godt arbejdsmiljø
Illustration af det nye Tolne Vandværk set udefra

Det kræver både teknisk indsigt og solid erfaring at bygge et vandværk på blot 12 måneder. Det er præcis den udfordring, Krüger og Trigon tackler sammen for Frederikshavn Vand med det nye vandværk i Tolne.

Frederikshavn Vand har længe arbejdet på at flytte vandproduktionen fra Skagen til Tolne; dels pga. PFAS fund på Skagen Kildeplads, dels for at imødekomme et øget vandforbrug i fremtiden. 

I et konsortium med Trigon har vi vundet projektet i et udbud, hvor vi i fællesskab skal bygge et nyt vandværk i Tolne. Trigon står for at opføre bygningen, mens vi etablerer maskin- og procesanlægget. Gottlieb Paludan Architects står for arkitekturen.

Tolne Vandværk bygges på en eksisterende grund syd for det nuværende anlæg fra 1974 – en strategisk placering, der optimerer både drift og fremtidig udvidelse.
 

Højt metanindhold 

Der er en større udfordring på projektet: højt metanindhold i råvandet. Løsningen er at etablere to iltningsspor, så metan og andre luftarter afblæses, mens råvandet samtidig iltes optimalt. 

Vandværket bygges som et dobbelt behandlingssystem – to uafhængige linjer, der fungerer som to vandværker under ét tag. Desuden udstyres det med 6 stk. trykfiltre med hver sin mellempumpe, modningspumpe, overvågning af vandkvalitet og instrumentering.

Rendering af filtersal på Tolnes nye Vandværk
Filtersalen på Tolnes nye vandværk

Fremtidssikret vandværk med høj sikkerhed

Kapaciteten er dimensioneret med fremtiden for øje: 830 m³/t på filtrene og 1.200 m³/t på iltningssporene. Det giver Frederikshavn Vand fleksibilitet til at udvide, når behovet opstår. 

Sikkerhed er naturligvis tænkt ind fra starten. Bypass-løsninger sikrer kontinuerlig drift, selv ved service. Skyllepumper, skylleblæsere og iltningsblæsere har alle backup. Anlægget opbygges i lukkede systemer med drikkevandsgodkendte materialer, rustfrie rør, iltningsspori PP-plast og malede filteranlæg mv. Al procesluft filtreres inden det bruges i processen.

Arbejdsmiljø er også højt prioriteret i projektet. Eksempelvis bygges vandværket med god plads til service omkring alle anlægsdele, ligesom der opsættes traverskraner, hvor tunge løft kan forekomme. Selv omdirigering af rensegrise i råvandsledningen håndteres smart via ventilstyring inde på værket. På den måde kan personalet altid følge vandet vej og betjene ventilerne i god arbejdshøjde, fremfor hvis der var anvendt jordventiler.

Anlægget instrumenteres så flow, niveauer og vandkvalitet styres og overvåges på SRO-anlægget. Sammen med den robuste opbygning sikrer SRO styringen en maksimal fleksibilitet med backup osv. gennem hele processen.   

Med en bygge- og indkøringstid på 12 måneder bliver det et kompakt projektforløb, hvor vi glæder os til at anvende vores erfaring med komplekse vandværker.