En international ekspertgruppe nedsat af Miljøministeriet anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevand sænkes fra 50 til 6 mg/l. Anbefalingerne peger i retning af, at godt 200 vandværker og vandforsyninger fremover skal rense vandet, før det sendes videre til forbrugerne, men hvilken teknologi skal man vælge?
Hvorfor er der nitrat i drikkevand?
Nitrat består af et kvælstofatom og tre iltatomer (NO3-) og er dermed en relativt lille, negativt ladet ion, der kan findes opløst i vandet i jorden og nedsiver gennem jorden til grundvandsmagasinerne. Nitratindholdet i vandet i jorden og i grundvandet afhænger af de hydrauliske, geologiske og geokemiske forhold i jordlagene og grundvandsmagasinerne.
Udbredelsen af nitrat i grundvandsmagasinerne er størst, hvor beskyttelsen af magasinerne fra øvre lerlag er ringe, og der samtidig er en betydelig udvaskning af nitrat fra gødningsanvendelsen på markerne.
Ny grænseværdi for nitrat i drikkevand
Den internationale ekspertgruppe anbefaler i sin rapport fra december 2025, at kravværdien for nitrat i drikkevand bør sænkes til 6 mg/L ud fra en forsigtighedstilgang. D. 12. februar 2026 har Miljøministeren meldt, at han er klar til at følge ekspertgruppens anbefaling og sænke grænseværdien:
Det er en hastesag. Når der er så klar en konklusion fra vores uafhængige eksperter, så skal vi selvfølgelig reagere på det. Der er ikke noget andet valg.
- Magnus Heunicke, Miljøminister
Der er ikke en akut sundhedsrisiko ved at drikke vandet i områder, hvor grænseværdien er højere end den nye, anbefalede værdi. For danskere, som er eksponeret for høje koncentrationer af nitrat i drikkevandet, er risikoen for tarmkræft stadig meget lille. Men ekspertgruppen skønner, at hvis nitratniveauet holdes under 6 milligram per liter vand, kan tilfælde af tarmkræft reduceres med 57-90 tilfælde årligt. I områder med høje niveauer af nitrat i grundvandet, skal drikkevandsbehandlingen kunne sikre, at vandkvaliteten lever op til kvalitetskravene for drikkevand.
Teknologier til nitratfjernelse i drikkevand
Der er forskellige teknologier tilgængelige på markedet for vandrensning for nitrat til drikkevand, der har været anvendt gennem mange år forskellige steder i Europa:
Membranfilterering
Filtrering gennem membraner giver et tryktab, som bliver større, jo tættere membranen er – dvs. energiforbruget stiger med tættere membraner.
Membranerne kan opdeles efter deres porestørrelser, hvor ultra- og mikrofiltrering typisk benytter større porestørrelser i membranerne og dermed ikke kræver så meget energi til at trykke vandet igennem membranen. Disse kan ikke bruges til nitrat, da det er en lille, negativt ladet ion.
Der er typisk to typer membranfiltrering, der kan anvendes til reduktion af nitratindholdet i drikkevand ved membranfiltrering:
- Nanofiltrering (Opamem™)
- Omvendt osmose (Sirion™)
Bred spektrum behandling: Teknologien kan under én proces fjerne flere parametre samtidig: hårdhed, pesticider, mikroforureninger, sulfater, nitrater, vira og bakterier.
Ionbytning
Ionbytning til nitratfjernelse i drikkevand er en proces, hvor nitrat-ioner i vandet udskiftes med andre anioner (typisk chlorid, Cl-). Dette sker ved filtrering over en fast anionbytter-harpiks (selektive resiner specielt designet for nitratreduktion).
Ved ionbytning mættes materialet over tid, men holdes effektivt ved løbende regenerering af anionbytter-harpiksen. Dette sker typisk med en koncentreret saltopløsning, der dannes ved at regenerere et nitratholdigt restprodukt, der skal håndteres. Når nitrat byttes ud med klorid, vil der være et øget indhold af klorid i det producerede drikkevand.
Vi tilbyder flere teknologier til reduktion af nitratindholdet i drikkevand ved ionbytning:
- Klassisk ionbytning (Opaden™)
- Carix ionbytning (Carix™)
Opaden™ reducerer nitrat til < 50 mg/L i overensstemmelse med WHO's anbefalinger. Internationale eksempler viser eksempler på reduktion fra 90 mg/L eller 50 mg/L ned til 25 mg/L. Her bruges ionbytter-harpiks med modstrøms opstrøms regenereringsproces, og harpiksen regenereres med mættet saltlage.
Som alternativ til klorid-regenerering, findes vores Carix™ teknologi, hvor ionbytningen regenereres med kuldioxid. Teknologien anvendes til blødgøring af drikkevand. Den kan specielt anbefales ved behov for blødgøring og nitratreduktion i kombination, da metoden simultant ombytter både anioner (nitrat) og kationer (kalk).
Biologisk denitrifikation
Biologisk denitrifikation udnytter mikrobiologisk omsætning, hvor nitrat omsættes i nogle mikrobiologiske trin til nitrit og videre til frit kvælstof, som kan afgasses. Ved biologisk denitrifikation skal der skabes et kontrolleret anoxisk miljø, samt doseres en passende kulstofkulde, således at de mikrobiologiske processer har optimale forhold.
Der er to typer af biologisk denitrifikation, der kan anvendes til reduktion af nitratindholdet i drikkevand. I Veolia udbyder vi begge typer:
- Biodenit proces - biofiltrering hvor filtermediet giver overflade til biofilmen, hvori denitrifikationen finder sted. Samtidig kan filtreringen tilbageholde partikler/biomasse, der fjernes ved regelmæssig returskylning.
- Moving Bed Biofilmreaktor (MBBR) - frit bevægelige bærematerialer, giver overflade til biofilmen, hvori denitrifikationen finder sted. Til brug for drikkevand kræves efterbehandling for tilbageholdelse af partikler/biomasse.
Hvilken teknologi er bedst til at fjerne nitrat?
Dette afhænger af jeres specifikke forhold for grundvandet og drikkevandsproduktionen på jeres vandværk. Det vil sige størrelsen på jeres årlige vandproduktion, jeres eksisterende vandbehandling samt naturligvis kvaliteten af råvandet, blandt andet mængden af nitrat i vandet. Derudover kan der være forhold i relation til de spildstrømme, som de forskellige teknologier bidrager med, der kan være afgørende for hvilken teknologi, der er mest hensigtsmæssig for jeres vandværk.
Kontakt vores eksperter, der sikkert rådgiver jer til at vælge den løsning, der er bedst for jer.