Bedre styring af indløbsflowet til biologisk rensning sikrer stabil drift og bedre rensning på Mølleåværket

Læs om en smart løsning, der adresserer en velkendt udfordring for mange renseanlæg med MBR-teknologi: At returslam trækker op i indløbsledningen ved lavt flow
Skydespjæld før montering

Krüger har implementeret en smart løsning på Mølleåværket, der markant forbedrer driften af anlæggets MBR-system og dermed sikrer en mere effektiv spildevandsrensning. Løsningen adresserer en velkendt udfordring for mange renseanlæg med MBR-teknologi: At returslam trækker op i indløbsledningen ved lavt flow.

På Mølleåværket har Lyngby-Taarbæk Forsyning gennem en længere årrække haft et driftsproblem, fordi den kompakte rensning - specifikt Membran Bio Reactor (MBR) delen - ikke kørte optimalt. Når tilløbsflowet var lavt, oplevede renseanlægget, at returslammet fra aktiv slamdelen trak op i indløbsledningen og tilløbsledningen til MBR- og MBBR-delen. Det betød, at membranerne i MBR-delen stoppede til med det resultat, at MBR-rensningen ikke kørte optimalt. Udfordringen på Mølleåværket var den lave hydrauliske belastning, der førte til, at returslammet ikke forblev i den aktive slamdel.

Den tekniske løsning

Lyngby-Taarbæk Forsyning ønskede at håndtere dette med både respekt for miljø og driftsøkonomi. I tæt samarbejde med os i Krüger kom vi frem til en løsning: At indbygge et skydespjæld i et bygværk før aktiv slamdelen og MBR- og MBBR-delen. Skydespjældet giver en fleksibel styring af indløbsflowet uanset vejret. I tørvejr vil spildevandsstrømmene til aktiv slamdelen og MBR- og MBBR-delen forblive adskilt, mens skydespjældet vil være åbent i regnvejr, og renseanlægget vil få en opblanding af spildevandsstrømmene.

Montagen af skydespjældet har været meget udfordrende, da det bl.a. har krævet tørvejr under udførslen og avanceret overpumpning - op til ca. 400l/s i tørvejrsflowet. Derudover har det været krævende at foretage opmåling af bygværket, fordi det normalt er vandfyldt, og det kun var muligt at tage MBR-anlægget ud af drift i ca. 2 timer tidligt om morgenen uden for spidsbelastningsperioderne. Vi er derfor meget tilfredse med resultatet og det gode samarbejde, vi oplevede på projektet.
 

Et resultat der giver bedre rensning og skåner vandmiljøet

Der har været et rigtig godt samarbejde på projektet, der er endt med et resultat, som Lyngby-Taarbæk Forsyning også var tilfredse med. På deres hjemmeside skriver de: 


Resultatet? Bedre beskyttelse af membranerne i MBR-anlægget, hvilket forlænger deres levetid, og en mere stabil drift, hvor vi i højere grad kan udnytte kapaciteten på MBR-anlægget bedst muligt. Samtidig skåner vi vandmiljøet, da der sker færre overløb.


Projektet demonstrerer, hvordan intelligent processtyring kan optimere eksisterende anlæg uden omfattende ombygninger. Resultatet er både forbedret driftsstabilitet og reducerede vedligeholdelsesomkostninger - og ikke mindst forberedt vandkvalitet af det rensede spildevand.
 

Om Mølleåværket

Renseanlægget Mølleåværket er et af Danmarks mest avancerede renseanlæg. Kapaciteten på anlægget er på 150.000 PE. Anlægget modtager spildevand fra virksomheder og husstande i Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Rudersdal og Gentofte Kommune.
 

Deltagere i projektet 

Christiansen & Essenbæk: Udførelse af bygværk og monteringen af skydespjæld
Gerhard Christensen: Levering af skydespjæld
Krüger A/S: Fagtilsyn og byggeledelsen under udførslen