Direktørskifte i Veolias danske selskab Krüger A/S styrker fortsat strategisk vækst

Leif Bentsen og Jacob H. Bruus

Efter mere end et årti som administrerende direktør for Krüger A/S træder Leif Bentsen tilbage ved årets udgang. Jacob Bruus tiltræder som ny direktør d. 1. januar 2026 med ansvaret for forretningsområderne Mobile Water & Integrated Service og Technologies & Products.

Leif Bentsen har i mange år stået i spidsen for det danske selskab Krüger A/S, der som følge af en organisationsændring tidligere i år er blevet fuldt integreret i Veolias globale vandteknologiforretning. Hans dedikation og strategiske lederskab har været med til at forme virksomheden til den stærke position, den har i dag. Som leder har Leif Bentsen været meget vellidt og karakteriseret af høj faglighed, ligesom han altid har haft et stort engagement for den grønne omstilling. Leif Bentsen var også med til at starte åben vand-arrangementet Krüger Stafetten, der på bedste vis binder faglig, miljømæssig og personlig dedikation sammen. I mange år var Leif blandt de første til at tage turen i det rene vand i Københavns Havn. 

Når jeg nu forbereder mig på at give stafetten videre, vil jeg gerne udtrykke min dybeste taknemmelighed til alle, jeg har arbejdet sammen med. Det har været en ære at arbejde sammen med så talentfulde mennesker, og jeg er enormt stolt af, hvad vi har opnået for vores kunder og samfundet. Jeg går fra posten med visheden om, at firmaet er i de bedste hænder, og at den engagerede indsats for den grønne omstilling fortsætter.
Siger Leif Bentsen


Erfaren Veolia-leder overtager nordisk ledelse

Samtidig med Leif Bentsens afsked byder vi velkommen til Jacob Høygaard Bruus, der pr. 1. januar 2026 tiltræder som Director Nordics for Mobile Water & Integrated Service (MWIS) og leder af Technologies & Products (T&P). Udnævnelsen er et naturligt skridt i Veolias nordiske udvikling, hvor vi styrker samarbejdet på tværs af markeder og forretningsområder, ligesom udnævnelsen understøtter Veolias GreenUp-strategi med vandteknologiforretningen som vækstmotor.  

Jacob kommer med 30 års erfaring fra Veolia. Senest har han været administrerende direktør for Veolias svenske selskaber AnoxKaldnes og Hydrotech, ligesom han tidligere har bestridt centrale ledelsesroller for Veolia i Danmark.Med sin baggrund som ingeniør og Ph.D. i miljøteknik bringer Jacob både teknisk indsigt og stærke ledelseskompetencer til bordet. Hans fokus vil være at drive vækst i den nordiske MWIS og T&P-forretning, maksimere synergier mellem forretningsområderne og accelerere udviklingen mod en stærk Veolia-organisation i Norden.
 

Jeg er virkelig begejstret og beæret over at påtage mig denne rolle og bygge videre på det stærke fundament, som Leif Bentsen har skabt. Jeg ser et stort potentiale i udviklingen af MWIS og T&P i Norden og jeg glæder mig til dette arbejde. Mit mål er at fastholde de værdier og den faglighed, der kendetegner organisationen, samtidig med at vi sammen tager fat på fremtidens muligheder.
Siger Jacob H. Bruus
 


Invitation til reception 17/12

Vi inviterer til fælles reception, hvor alle har mulighed for at sige farvel til Leif og byde Jacob velkommen. Det foregår d. 17. december 2025, kl. 14:30 på det danske hovedkontor. Adressen er: Gladsaxevej 363, 2860 Søborg, hvor der er fine parkeringsmuligheder. Alle er meget velkomne til at deltage.

 

For mere information, kontakt:

Pia Frank Warming
HR & Comm. Director, Nordics
Tlf.  +45 39 69 02 22
E-mail: [email protected]