Veolia tester innovativ filterteknologi i nyt EU-forskningsprojekt med Novafos

Ny viden og teknologi styrker miljømæssig sikkerhed ved at rense spildevand, før det ender i overløb.
Test af innovativ filterteknologi hos Novafos

Når skybrud og ekstremregn presser de danske kloaksystemer, er traditionelle betonbassiner ikke længere den eneste løsning. Fra Veolia bidrager vi til et ambitiøst EU-projekt kaldet ReCircWater sammen med Novafos og flere internationale partnere. Her skal Veolias Hydrotech-filter og membranteknologi demonstrere sin effektivitet i at rense overløbsvand, før det når vandmiljøet.

Klimaforandringerne bringer hyppigere og kraftigere regnskyl, som udfordrer kapaciteten i vores fælleskloakerede områder. Når systemet overbelastes, risikerer urenset spildevand at ende i vores kystnære områder.

For at imødegå denne udfordring deltager forsyningsselskabet Novafos i det treårige EU-støttede demonstrations- og forskningsprojekt ReCircWater under Clean, Danmarks vand og miljøklynge. Projektet skal bl.a. afprøve nye teknologier i virkelige omgivelser ved pumpestationen Constantia i Gentofte Kommune med henblik på at reducere forureningen af Østersøområdet.

Som forsyning har vi et fælles ansvar for hele tiden at udvikle os. Projekter som ReCircWater giver os mulighed for at udfordre vante løsninger og blive klogere på, hvad der virker og hvorfor. Det afgørende for os er at kunne teste nye teknologier i virkelige omgivelser. Det er her, vi får viden, der kan omsættes til konkrete forbedringer i driften.
Jens Christian Riise, chefkonsulent i Novafos.Teknologisk synergi: Fra RED-Vand til ReCircWater

Teknologisk synergi: Fra RED-Vand til ReCircWater

For Veolia er deltagelsen i ReCircWater en forlængelse af vores igangværende MUDP-projekt, RED-Vand (Rensning og desinfektion af overløbsvand). Hvor RED-Vand-projektet i Sydhavnen i samarbejde med HOFOR og DTU demonstrerer styrkerne ved teknologien Actiflo* og UV-desinfektion på et minirenseanlæg, tager EU-projektet skridtet videre og tester en anden af vores teknologier: Hydrotech* Cloth-filtret og SplitWaterNordic membranteknologi. I projektet bliver der installeret et pilot renseanlæg for at vise, at det både er driftsikkert og kan fjerne en betydelig del af de partikler, som bærer meget af forureningen i et overløb.

Ved at integrere de to teknologier i ReCircWater-projektet testes en løsning, der er relativt simpel, men som alligevel forventes at kunne fjerne en betydelig del af forureningen fra kloakvandet, før det går i overløb.

Vi er glade for at bidrage til dette projekt, som demonstrerer, hvordan vi kan anvende vores innovative løsninger på tværs af landegrænser. ReCircWater er et eksempel på, hvordan erfaring fra danske innovationsprojekter som RED-Vand kan spredes og gøre gavn i et internationalt perspektiv til gavn for andre lande.
Ole Mark, Innovationschef i Veolia Danmark

Perspektiver

Erfaringerne fra ReCircWater i Skovshoved og Bellevue skal efter planen kunne overføres til andre kritiske overløb i både ind- og udland og på den måde være med til at styrke det samlede vidensgrundlag for fremtidige løsninger til reduktion af forurening  fra overløbsvand.
 

Fakta om projektet

Tid: September 2025 – august 2028. 

Deltagere: Danske og internationale partnere fra Sverige, Polen og Litauen, herunder vandforsyningsselskaber, forskningsinstitutioner og private aktører.

Innovativ filterteknologi testes hos Novafos

Vil du være blandt de første til at høre det seneste? 

Tilmeld dig vores mailingliste, og modtag nyheder om teknologier, invitationer til webinarer og andre faglige events i din indbakke.