Zink kan fordoble prisen for rensning af regnvand fra Tingbjerg

Denne artikel er oprindeligt bragt i DANSKVAND, august 2026

Det er ikke bare problematisk for naturen, men også omkostningstungt - både økonomisk og CO2-mæssigt - at bruge zink som byggemateriale. DANVA arbejder for, at man i byggeriet begynder at se mere på konsekvenser af materialevalg.

Af Marie-Louise Andersen, DANVA

Zink er det altdominerende materiale, når det kommer til tagrender – ja, mange betragter det vel nok som den originale tagrende. Zinktagrender og byggematerialer af zink har udover den lange levetid også en høj genanvendelsesrate, et relativt lavt klimaaftryk, mange synes de er smukke, og så er de stort set vedligeholdelsesfri, så de er et populært valg. Også i den københavnske bydel Tingbjerg, hvor zink er brugt til tagrender, nedløbsrør, inddækninger og til galvanisering af nye ståltagrender.

Der er bare ét problem. Når regnvand ledes fra f.eks. zinktagrenderne følger zinken med. Det miljøfarlige stof giver problemer, især når der separatkloakeres. For at det ikke skal belaste vandmiljøet skal regnvandet nemlig renses, og det løber op: Økonomisk for forbrugerne, som ender med regningen i CO2-regnskabet, og det har konsekvenser for vandmiljøet.

Zink står for den største belastning af regnvandet

I alt ligger der i omegnen af 20 tons zink på den oprindelige bebyggelse i Tingbjerg, der i disse år gennemgår en gennemgribende forandring og vokser fra cirka 3.000 til 5.000 boliger og fra cirka 6.500 til cirka 10.000 beboere i 2030.

”Zink er et meget udbredt stof i byggematerialer, og vi ser generelt, at det findes i høje koncentrationer i overfladevandet i forhold til, hvad der kræves for at opnå god miljøtilstand i vandmiljøet,” oplyser Københavns Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning i en mail til DANSKVAND.

I nybyggeri stiller forvaltningen krav om, at overflader i zink ikke må tilsluttes og til, hvor meget zink der må udvaskes med overfladevandet. For ældre, bevaringsværdigt byggeri som Tingbjerg er mulighederne mere begrænsede til, at der kan indgås en dialog om materialevalg – her skal hensynet til miljøet f.eks. balanceres med æstetiske krav.

For at kunne håndtere de store vandmængder, som en befæstelsesgrad på op mod 90 pct. giver, har myndighederne besluttet, at der skal separatkloakeres, så spildevandet stadig ledes til rensningsanlæg, mens regnvand fra området ledes til den nærliggende Utterslev Mose. Dermed mindskes risikoen for overløb af spildevand, hvilket bidrager til, at vandområdeplanernes mål om god økologisk og kemisk tilstand kan nås. Det arbejde er forsyningsselskabet HOFOR i fuld gang med.

Vurderingen lyder, at indholdet af opløst zink i regnvandet fra hele Tingbjerg ligger på cirka 670 mikrogram per liter. Til sammenligning er miljøkvalitetskravet 7,8 mikrogram per liter.

Den dominerende kilde er bygningernes tagrender i zink og galvaniserede stål, nedløbsrør og mindre zink-inddækninger, som ifølge HOFOR udgør mellem 80 og 90 procent af zinkbelastningen i regnvandet. Andre overflader, f.eks. veje, p-pladser, andre tagtyper og atmosfærisk nedfald bidrager med 10-20 procent af zinkbelastningen. Derudover indeholder regnvandet også kobber og biocider, som der skal renses for inden udledning.

Vandkunderne og klimaet betaler prisen

Den samlede renseløsning, der skal bringe vandet ned under grænseværdierne, vurderes at ligge indenfor et spænd på 10 og 20 mio. kr., fordi der skal flere rensetrin til.

Omkostningen lander hos forbrugerne via vandtaksten, og det bliver ikke et enestående eksempel.

”Der er lige nu behov for mange flere tilsvarende renseanlæg og spørgsmålet er, om princippet om at ”forureneren betaler” ikke burde gælde,” siger Jes Clauson-Kaas, chefkonsulent for klimatilpasning i HOFOR.

Prisen er én ting, noget andet er klimapåvirkningen. Anlæg og det første års rensning af regnvandet i Tingbjerg anslås at ”koste” mellem 35 og 52 tons CO2, som skal lægges oveni den CO2-regning, som allerede er bundet i zinken – cirka 40 tons (hvis man som standard regner med 2 kg CO2/kg zink).

”Klimapåvirkningen fra rensning af regnvand medregnes ikke, når et nybyggeri skal opgøre sin samlede CO2 udledning. Det betyder at f.eks. zink kan fremstå som det mest bæredygtige byggemateriale, fordi CO2 udledning fra rensning af det afsmittende materiale ikke inkluderes,” forklarer Jes Clauson-Kaas.

Halv pris ved at undgå zink

Vandteknologieksperten Veolia (tidligere Krüger A/S) har for HOFOR udviklet et oplæg til mulige renseløsninger af regnvandet fra Tingbjerg. Det er baseret på antagelser, som skal afprøves i virkeligheden, før det endelige anlæg bygges. 

Alle oplande er forskellige, og derfor er der også vidt forskellige stofsammensætninger i regnvandet. Det hele er baseret på screeninger på baggrund af typetal, men virkeligheden kan variere.

”Så når de har separeret og har en vandstrøm, går de i gang med at måle for nærmere at kunne bestemme stofkoncentrationerne i regnvandet. Det er vigtigt at måle, for ved screeninger risikerer vi at overdimensionere renseløsninger, hvilket jo er spild af ressourcer. Omvendt hvis screeningen er for optimistisk, kan det have store konsekvenser for recipienten,” siger Sissel Tønder, ingeniør i Veolia i Danmark, som forklarer, at det afhænger af målingerne, hvor mange skridt, rensningen skal bestå af. Indgik zink ikke i byggeriet, ville prisen ifølge Veolias beregninger måske kunne halveres ud fra screeningen.

Tænk over materialevalget

Forsyningsselskabet står altså med oprydningen efter materialevalg, der træffes et andet sted. Det er ikke kun et problem lokalt i Tingbjerg, og det er ikke kun zink, der er et problem, forklarer Sten Kloppenborg, seniorkonsulent i DANVA og ansvarlig for DANVAs indsats for mere bæredygtig brug af materialer i bygningsreglementet. Han nævner kobber, som endnu et problematisk materiale for miljøet, ligesom olie, tjærestoffer, træbeskyttelse (biocider), flammehæmmere og tungmetaller også er problematiske.

”Tingbjerg er ikke et enestående tilfælde. Hvis vi ikke tager højde for påvirkning af vandmiljøet fra regnafstrømning fra bygningsmaterialer, risikerer vi at opbygge et problem, som kan koste mange hundrede millioner kroner på landsplan over de kommende årtier. Derfor skal vi blive bedre til at vælge materialer, der ikke skaber regninger for vandkunderne mange år efter, at byggeriet er afleveret," siger han.

DANVA arbejder derfor for, at man begynder at se på de samlede konsekvenser af materialevalget i byggeriet. Om det så er kobber, zink eller noget tredje.

“Vores medlemmer kan se, at nogle byggematerialer giver udfordringer i regn- og spildevandet mange år efter, at bygningen er opført. Hvis et materiale fører til øget rensning eller andre miljøtiltag, bør det også tælle med, når man vurderer materialets samlede klima- og miljøpåvirkning.”