Visualisering: PLH Arkitekter

Nye kæmpe vandværker skal give hovedstadsområdet blødere drikkevand

Visualisering: PLH Arkitekter

HOFOR er i gang med at erstatte tre store vandværker med helt nye og topmoderne anlæg, så hovedstadsområdet kan få blødere drikkevand og bedre forsyningssikkerhed. Fra et fælles projektkontor i Rødovre arbejder landets førende specialister sammen om at løse det udfordrende stor-skala projekt. De tre vandværker opføres i fleksible, bæredygtige og åbne design med respekt for omgivelserne. 
 

HOFOR er gået i gang med at erstatte tre af deres største vandværker, som leverer drikkevand til hovedstadsområdet.

Med de tre vandværker, som ligger ved Ishøj, ved Værløse og i Gevninge, vil HOFOR blive i stand til at levere blødere vand til mere end halvdelen af forbrugerne i København og omegnskommunerne. Moderniseringen af vandværkerne vil også betyde, at drikkevandet, som strømmer ind til københavnerne gennem kilometervis af vandledninger, vil have en høj fødevaresikkerhed. Det sker via nye standarder, hvor vandbehandlingen foregår i helt lukkede kredsløb i stedet for på anlæg med åbne vandoverflader og iltningstrapper.     

- Med de nye vandværker vil mere end halvdelen af HOFORs drikkevandsproduktion være blødgjort. Vi er i gang med en proces, hvor hele vores produktion skal omstilles til de nye standarder – og sådan en proces tager tid. Der er stor efterspørgsel på blødere vand fra både forbrugere og virksomheder i vores forsyningsområde, så vi vil løbende udrulle denne modernisering på alle vores syv regionale vandværker, siger Erling Fischer, som er projektchef i HOFOR for vandværker og blødgøring.


Tre ældre damer
Med etablering af Værkerne ved Søndersø, Thorsbro og Gevninge er HOFOR i gang med nogle udfordrende og fagligt krævende projekter. Samlet set vil de nye vandværker kræve en investering på lige under 2 mia. kroner, og arbejdet strækker sig over en årrække, idet man forventer, at alle tre værker leverer blødere vand fra år 2024.     

Det er både selve bygningerne og vandværkernes indmad i form af procesanlæg, der skal bringes ind i det ’nye’ årtusind. Værkerne ved Søndersø, Thorsbro og Gevninge har nemlig en del år på bagen – de har alle produceret drikkevand i mere end 70 år. 


Nogle af de største vandværker i landet
Til den udfordrende opgave har HOFOR samlet et bredt hold af landets dygtigste specialister og rådgivere. For at løfte opgaven om at implementere blødgøring i en skala, som ikke tidligere er gennemført i Danmark, har rådgiverne NIRAS og Krüger valgt at forene kræfterne i et konsortium, der projekterer de komplicerede procesanlæg – de tre vandværkers nye indmad. For at sikre den bedste, internationale viden om blødgøring har konsortiet tilknyttet det hollandske rådgiverfirma Witteveen + Bos. Det skal sikre, at hollandske erfaringer inddrages i projektet.    

- Det er tre af de allerstørste vandværker, der findes i Danmark. Der er ikke bygget så store vandværker i landet de seneste 50 år, så alene anlæggenes størrelser er en udfordring. Nu skal vi tilmed indføre blødgøringsteknologi, og her ligger de største udfordringer, siger John Kristensen, som er NIRAS’ projektleder på opgaven.

- Det er virkelig spændende at være med til at udvikle nogle rigtig store blødgøringsanlæg i et konsortium med en masse kompetente mennesker. Det genererer en masse ny viden imellem både rådgiverne på opgaven og HOFOR – det ser vi allerede nu, siger Max Toft Pedersen, som er projektleder hos Krüger.

Projektet skrider planmæssigt frem: detailprojekteringen af Værket ved Søndersø er afsluttet og entreprenørerne er gået i gang med arbejdet. Samtidig planlægges detaljeret hvordan opstarten og indkøringen af den videregående vandbehandlingsproces, skal foretages sikkert, hurtigt og med lavest muligt vandspild.   


”Vi lægger firmakasketterne fra os”
Det gode samarbejde og vidensdelingen imellem de mange specialister på opgaven bliver styrket ved, at hele holdet arbejder sammen på et stort projektkontor dannet til formålet i Rødovre. Her arbejder HOFORs egne medarbejdere side om side med rådgivere fra NIRAS, Krüger, COWI, PLH Arkitekter, ØLLGAARD, Emcon, Rørbæk & Møller og Sweco. 

- Vi sidder sammen og projekterer på tværs af alle rådgiverteams for at hjælpe hinanden. Dermed lægger vi firmakasketterne fra os og udnytter kompetencerne mere optimalt – vi spiller simpelthen hinanden bedre, og efter at have været i gang i flere år kan vi se, at det virker, siger Erling Fischer fra HOFOR. 

Værkerne ved Søndersø, Thorsbro og Gevninge er tre ud af HOFORs i alt syv regionale vandværker.

Værket ved Søndersø

  • Ligger ved Værløse
  • Projektperiode: 2014 – 2025
  • Årlig produktion: Op til 13,1 mio. kubikmeter drikkevand
  • Udpumpningskapacitet: Op til 1.875 kubikmeter drikkevand i timen

Værket ved Thorsbro

  • Ligger ved Ishøj
  • Projektperiode: 2016 – 2023
  • Årlig produktion: Ca. 10,8 mio. kubikmeter drikkevand
  • Udpumpningskapacitet: Mindst 1.545 kubikmeter drikkevand i timen

Værket ved Gevninge (erstatter Værket ved Lejre)

  • Ligger ved Lejre
  • Projektperiode: 2015 – 2024
  • Årlig produktion: Ca. 8,3 mio. kubikmeter drikkevand
  • Udpumpningskapacitet: Mindst 1.070 kubikmeter drikkevand i timen
Kontakt
Jan Østergaard Nielsen
Salgsingeniør
M: 6023 8560
E: [email protected]
FN's Verdensmål
I 2018 blev vi udvalgt af Dansk Industri til at deltage i det ambitiøse projekt “FN's Verdensmål - Fra Filantropi til Forretning”. For os var det oplagt at gå med i dette projekt, da bæredygtighed er forankret i vores forretningsgrundlag. Vi tror på, at bæredygtig vækst kan gå hånd i hånd med tiltag, der gør jorden til et bedre sted at leve.

Fakta om blødgøring

Blødgøringen, som handler om at fjerne kalk fra drikkevandet, vil ske efter pelletmetoden. Det er en veletableret teknologi i Holland, Frankrig og Tyskland, men den er kun afprøvet i mindre skala i Danmark. Her indførte HOFOR den på deres mindre vandværk i Brøndbyvester, som siden 2017 har forsynet godt 35.000 københavnere med blødere vand. Blødgøringen på HOFORs mellemstore regionale vandværk ved Marbjerg sættes i drift i 2020.

Holdet

Bygherre: HOFOR – Hovedstadsområdets Forsyningsselskab

Rådgivere for procesanlæg: NIRAS og Krüger i konsortium med Witteveen+Bos som underrådgiver

Rådgiver for byggeri og anlæg: COWI med PLH Arkitekter som underrådgiver

Byggeleder: Sweco

Bygherrerådgiver: ØLLGAARD med Emcon og Rørbæk & Møller som underrådgivere