Verdens Bedste Morgen

I dag stod flere af vores medarbejdere ekstra tidligt op for at sætte fokus på de fremskridt, der er opnået i forhold til FN’s Verdensmål. Sammen med mere end 2300 andre frivillige landet over deltog de i Verdens Bedste Morgen, hvor de delte gode nyheder, håb og chokolade ud til danskere på vej til arbejde. 

 

Vi har fokus på Verdensmålene - hver dag

Det giver rigtig god mening at være med til at udbrede nyheder om den positive udvikling, når vi til dagligt arbejder intenst med Verdensmålene. Mange af vores nuværende teknologier og løsninger bidrager nemlig til at løse nogle af klodens store vand- og miljøudfordringer. Som fx adgang til rent vand, gode sanitære forhold og håndtering af vand i forbindelse med klimaforandringer. Tiltag som er nødvendige for at styrke folkesundheden, afskaffe fattigdom og sult, ligesom de er med til at etablere bedre og mere bæredygtige byer. 

HR- og Kommunikationsdirektør Anne Abraham uddyber: 
“Bæredygtighed er selve fundamentet i vores forretning. Vi tror på, at bæredygtig vækst sagtens kan gå hånd i hånd med tiltag, der gør jorden til et bedre sted at leve. Således er Verdensmålene vigtige pejlemærker for Krüger, og derfor er det naturligt, at vi deltager i Verdens Bedste Morgen for at sætte yderligere handling bag vores ord. Og så gør det mig bare ekstra stolt at se vores medarbejderne være så engagerede i arbejdet, at de gerne vil bruge en fredag morgen på at deltage i Verdens Bedste Morgen.”

For medarbejderne var det også en god oplevelse. Fra en af de morgenfriske lød det: 
“Jeg synes, det er vigtigt at få sat fokus på Verdensmålene. Normalt arbejder jeg i vores Afløbsafdeling, hvor vi bl.a. bidrager til Verdensmålene i form af klimatilpasning, så det har været rigtig positivt at være med til at markere de resultater, der er opnået i hele verden ved at dele de her gode nyheder ud, siger projektingeniør Kirsten Eg.
 

Hvad hjælper en avis på verdens problemer? 

Formålet med at fokusere på de gode nyheder er at give håb. Alle historierne i avisen peger på løsninger, og vi tror på, at forandring er nemmere, hvis man kan se, at ændringerne fører til konkrete, positive resultater. 

Faktisk går det bedre, end mange tror. Undersøgelser har vist, at danskerne tror, at der er mere fattigdom, sult og nød, end der i virkeligheden er. Verdens Bedste Nyheder vil nuancere danskernes opfattelse af verdens udvikling ved at fokusere på de globale fremskridt, der sjældent får opmærksomhed i de danske medier.

I dag bidrog vi til den positive historie og var med til at fejre Verdensmålene. I morgen fortsætter vi vores indsats for at komme helt i mål inden 2030.

Kontakt
HR- og Kommunikationsdirektør
M: 3969 0222
E: [email protected]

Indsatsen er en del af Verdens Bedste Nyheders landsdækkende morgenevent, hvor over 2300 frivillige gik på gaden 256 steder landet over og delte konstruktive nyheder ud. 


Nyhedssitet "Verdens Bedste Nyheder" er et uafhængigt medie, der skriver om FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.

 
I år foregik uddelingen lidt anderledes på grund af Corona. Alle uddelere var iført handsker og mundbind, ligesom avis og chokolade var pakket i poser, så vi kunne passe godt på hinanden.  
 

FN's Verdensmål
Vi tror på, at vækst kan gå hånd i hånd med tiltag, der gør jorden til et bedre sted at leve. I 2018 blev vi udvalgt af Dansk Industri til at deltage i det ambitiøse projekt “FN's Verdensmål - Fra Filantropi til Forretning”, og i 2021 blev vi certificeret i FN's Verdensmål af Bureau Veritas som en blåstempling af vores indsats.