Giftdepot på Harboøre Tange kan renses for kviksølv og pesticider

Generationsforureningen efter årtiers produktion af pesticider på Harboøre Tange kan nu endelig fjernes. Det viser et afsluttet pilotprojekt fra giftdepotet på Høfde 42, der er gennemført af Krüger A/S. Der er afsat 630 mio. kr. på finansloven for 2021 til oprensningen.
 

- Vi har dokumenteret, at vi fuldstændigt kan fjerne alle pesticider, og at mængden af kviksølv er reduceret med 99,5%, siger Maiken Faurbye, der er afdelingschef for jordforurening i Krüger.
 

Dermed kan en af Region Midtjyllands største forureningssager stå foran at blive løst og man kan flytte fokus til at styrke turisme og erhvervsliv i det naturskønne område.
 

- Målet med vores forsøg har været at skaffe viden om, hvilke temperaturer, der kræves for at opnå fjernelse af en række meget toksiske pesticider og problemstoffet kviksølv. Samtidig skulle vi finde ud af, hvordan de forskellige stoffer reagerer på behandlingen. Den viden har vi fået, så det nu er muligt at lave en fuld oprensning af det forurenede område, siger Maiken Faurbye.

 

Opvarmer jorden til 350 grader

Forsøget er støttet af MUDP - Miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram under Miljøministeriet. Det foregik ved, at man gravede 40 tons sand op fra depotet og placerede det i en specialbygget test-container. Her fjernede man så de forurenede stoffer ved at varme jorden op til omkring 350 grader ved hjælp af elektriske varmelegemer. Det tog ca. 7 måneder at rense det forurenede sand.
 

På baggrund af erfaringerne herfra kan Krüger foretage oprensningen ved hjælp af ISTD- metoden (In-Situ Thermal Desorption). Det er en termisk oprensningsmetode, hvor man installerer elektriske varmelegemer direkte ned i den forurenede jord, som efterhånden bliver omkring 350 grader varm. De høje temperaturer medfører, at der sker en termisk destruktion af pesticider nede i jorden. Samtidig sker der en fordampning primært af kviksølvet, som overgår på gasform, og som så kan samles op ved hjælp af vakuum-ekstraktion.

    
Forsøget med de 40 tons sand viste, at der sker en destruktion af pesticiderne, allerede når temperaturen overstiger 200 grader. Indholdet af pesticider faldt fra omkring 1400 mg/kg til ikke at kunne måles. Indholdet af kviksølv i sandet blev gennemsnitligt reduceret fra 366 mg/kg til bare 1,8 mg/kg ved en temperatur på 350-500 grader. I alt viser beregninger, at der indkapslet i sandet ved Høfde 42 skjuler sig 110 tons gift.

 

Den mest bæredygtige metode

- Vi kan faktisk se forskellen med det blotte øje. Det rensede sand ligner nu hvidt strandsand igen. Før vi gik i gang var det en sort og ildelugtende masse. Målet for oprensningsgraden på Høfde 42 er, at man fremover skal kunne benytte det naturskønne område uden restriktioner og forbud pga. forurening, siger Maiken Faurbye. 
 

Det oprensede sand fra pilottesten er kun en meget lille mængde ud af de op mod 87.000 m3, som i dag udgør hele giftdepotet, men den tekniske løsning er til rådighed, og den er tilmed miljømæssigt i top. En bæredygtighedsvurdering for oprensningsscenarier, som rådgivningsvirksomheden NIRAS har udarbejdet, viser, at ISTD-metoden scorer højst på bæredygtigheds parameteret. 
 

- Fordelen ved vores metode, hvor vi renser på stedet, er bl.a., at man slipper for at køre enorme mængder stærkt forurenet sand til rensning på et eksternt jordrensningssted. På den måde sparer man miljøet for store belastninger relateret til transport, siger Maiken Faurbye.
 

Opgaven er i udbud, og det er derfor endnu ikke besluttet, hvem der skal foretage oprensningen af giftdepotet.

 

Denne artikel er oprindelig bragt på Miljøstyrelsens hjemmeside. 
 

Kontakt
Afdelingschef
M: 21 71 60 72
E: [email protected]
Forurenet jord
Krüger har i mere end 20 år projekteret og udført oprensninger af forurenet jord og grundvand i ind- og udland. Vores fokus er på miljørigtige og økonomisk fordelagtige løsninger.

Fakta om projektet 

  • MUDP har støttet projektet med 3.128.262 kr. ud af et samlet budget på 6.256.523 kr. i 2017.
  • Projektet blev afsluttet i 2019. 
  • MUDP har også støttet et andet projekt, som har udviklet en løsning, til at håndtere forureningen ved Høfde 42. Læs om det her.