Indvielse af Ulfborg Renseanlæg, der nu har fordoblet kapaciteten

Vestforsynings renseanlæg ved Ulfborg har udvidet kapaciteten, så det kan håndtere den stigende belastning. Det er sket ved en ombygning af de to procestanke, som fandt sted, samtidig med at anlægget var i fuld drift. Det nye renseanlæg blev indviet 27. oktober.


Vandet renses optimalt sommer som vinter med udbygningen af renseanlægget i Ulfborg i Vestjylland, efter at anlægget har udvidet kapaciteten fra 4.900 til 10.000 PE. Det blev fejret med en indvielse på anlægget, hvor en meget tilfreds spildevandschef kunne vise ombygningen frem, mens en pølsevogn langede hotdogs over disken. 
 

Spildevandschef Jette Christensen roste samarbejdet og glædede sig over, at de ikke havde modtaget nogen naboklager. Samarbejdet var også i centrum, da Afdelingsleder Jørgen Ishøi talte om, at alle parter har haft mulighed for at spille ind med erfaringer og ideer: 

Samarbejdet med Krüger har været godt, fra de første ideer opstod til det færdige resultat. Ombygningen har været tilrettelagt, så renseanlægget har levet op til alle krav i hele forløbet. Det ombyggede Ulfborg Renseanlæg mere end opfylder de krav, vi havde opstillet.
Jørgen Ishøi
Afdelingsleder, Ulfborg Renseanlæg

Et belastet anlæg

 Ulfborg Renseanlæg blev etableret i 1986 med en kapacitet på 4.900 PE. Anlægget er siden udvidet med udligningsbassiner i 1992 og en ny efterklaringstank i 1999. 

Anlægget var belastet ud over, hvad det var godkendt til, da flere sommerhusområder er tilsluttet renseanlægget, samtidig med at Vestforsyning har sløjfet septiktanke. Det har betydet en stigende stofmæssig belastning. Desuden bestod de eksisterende procestanke af lavvandede ringkanaler med overfladebeluftning, hvor der var stor afkøling af spildevandet. Samtidig opstod der kortslutningsstrømme i anlægget under regn, hvilket gav reduceret rensning.

Med etableringen af to ny procestanke er anlæggets samlede kapacitet nu på 10.000 PE.

 

Løsningen udført under drift

Løsningen blev at etablere to nye procestanke til erstatning af de eksisterende ringkanaler. 

Det nye procesafsnit er opbygget i to tanke, så det kan foretage en kontrolleret rensning selv i perioder med behov for reparation. Ved en opdeling i to tanke opnår Vestforsyning en stor fleksibilitet. Etableringen af tanke med stor vanddybde, lav afkøling og effektiv beluftning giver et tidssvarende anlæg med laveste miljøbelastning.

Da anlægget skulle være i drift under hele forløbet, blev ombygningen delt i to etaper. Først blev en ny procestank etableret og indkørt, derefter blev de eksisterende luftningstanke fjernet og den sidste procestank etableret.

I hele etableringsperioden har anlægget overholdt sine udlederkrav.

Anlægget er etableret med konstant måling af næringssalte og en automatisk styring, som sikrer, at vandet renses bedst muligt - både om vinteren med koldt spildevand - og om sommeren med varmt spildevand.

 

Overskydende jord bruges til rekreative områder

 Overskudsjorden fra byggeriet er anvendt til at gøre den nærliggende hundeskov mere attraktiv og til at anlægge en ATV-bane. Dermed er udfordringen med håndtering af overskudsjord blevet til en løsning, som dels er økonomisk attraktiv og dels har været et plus for det rekreative område.

Kontakt
Salgschef Spildevand Vest
M: 27 60 03 94
E: [email protected]

Faktaboks
Ulfborg Renseanlæg er etableret i 1986 med en kapacitet på 4.900 PE.

Anlægget er i årene herefter udvidet med udligningsbassiner i 1992 og en ny efterklaringstank i 1999.

Med etableringen af to ny procestanke (OCO) er anlæggets samlede kapacitet nu på 10.000 PE.

Ulfborg Renseanlæg er et af Vestforsynings 6 renseanlæg, og beliggende i vestjylland, tæt på Vesterhavet.

Renseanlæg
Vi har i samarbejde med Frederikshavn Forsyning udviklet en løsning, hvor kapaciteten af slamhåndtering udvides med fokus på optimal ressourceudnyttelse. Dette har blandt andet ført til udviklingen af 3iEN-tanken, som er en multifunktionel slamlagertank.