En ny renseproces på Egå Renseanlæg vil i fremtiden optimere rensningen af spildevandet og dermed være en vigtig brik til at beskytte vores vandmiljø. Krüger, der er en del af Veolia, har vundet opgaven med at installere et ozonanlæg til at nedbryde medicinrester og andre miljøfremmede stoffer i spildevandet. Projektet markerer en vigtig milepæl i den danske spildevandsbranche og forbereder vejen for implementeringen af EU's reviderede byspildevandsdirektiv. Første spadestik blev taget den 17. december 2025.
I takt med etableringen af supersygehuset Skejby, der er Nordeuropas største hospital, stiger mængden af spildevand med medicinrester, der ledes til Egå Renseanlæg. Aarhus Vand indledte derfor en dialog med interesserede parter med henblik på at integrere et ozontrin forud for den eksisterende sandfiltrering på deres 150.000 PE anlæg i Egå. Den opgave har Krüger vundet i partnerskab med VAM A/S.
Egå Renseanlæg vil med denne opgradering være på forkant med de kommende EU-krav:
”Vi installerer et ozonanlæg, da det har et lavere CO2 aftryk end andre teknologier, som fjerner medicinrester. Desuden rammer ozonen bredt og tager også andre miljøfarlige stoffer. På den måde forbereder vi os også til fremtidens nye krav til rensning,” siger Maj Møller Sørensen, afdelingschef, Aarhus Vand.
Dette er en kerneopgave for os som vandteknologieksperter:
"Vi er glade for at kunne bidrage til at løfte spildevandsrensning til næste niveau," udtaler Ole Faaborg, projektleder hos Krüger. "Projektet forener det bedste fra to verdener - vores lokale kendskab til danske forhold og Veolias globale erfaring med ozon-teknologi. Ved at rense for lægemiddelrester og andre kemikalier i spildevandet er vi med til at beskytte vandmiljøet, der kan belastes af selv små koncentrationer, ligesom kvaliteten af det rensede vand, der udledes til recipient, er forbedret.”
Ny teknologi i Danmark
Kontrakten omfatter integration af et ozontrin før den eksisterende sandfiltrering på anlægget i Egå. Ozon-teknologien fra Veolia oxiderer forurenende stoffer og nedbryder således svært nedbrydelige stoffer i spildevandet til mindre skadelige komponenter. Det fjerde rensetrin etableres i en separat bygning og kobles på efter de nuværende efterklaringstanke.
Med dette projekt positionerer vi os stærkt i forhold til fremtidige udbud om 4. rensetrin. EU's byspildevandsdirektiv forventes at stille krav om implementering af et 4. rensetrin på større renseanlæg i de kommende år.
Anlægget forventes at være i drift i september 2026.