Vand og bæredygtighed på skoleskemaet

Danmark er et foregangsland inden for bæredygtighed og grøn teknologi. Alligevel findes der meget lidt undervisningsmateriale om vand og bæredygtighed. Og en lille del af det har fokus på teknologi og innovation, men det er vigtige elementer, når vi skal forstå, hvilken betydning vand og bæredygtighed har for vores handlemuligheder nu og i fremtiden. Derfor har vi indgået i et samarbejde med Naturvidenskabernes Hus og flere uddannelsesinstitutioner for at oplyse og inspirere næste generation om deres muligheder i vores branche. 


I Krüger er vi eksperter i hele vandets cyklus, så både vores drikkevandsafdeling og spildevandsafdeling deltog i undervisningsprojektet. Eleverne arbejdede med cases, som de efterfølgende præsenterede som posters.
 

En ny generations syn på vores drikkevand

På drikkevandssiden blev emnet behandling af grundvand, hvor HTX Roskilde, Christianshavn og Tårnby Gymnasium bl.a arbejdede med blødgøring og rensning af vand for miljøfremmede stoffer. 

Det hele foregik virtuelt i år på grund af Corona, men eleverne var bestemt ikke mindre motiverede af den grund:

“Jeg har allerede fået beskeder om, hvor spændende det var, og hvor vildt de synes, det er, at der er så meget kemi og bioteknologi i vandbehandling”, sagde lærer Kristian Gotthardt Olsen, fra HTX Roskilde.

Florian Wagner deltog fra vores Drikkevandsafdeling og var imponeret over elevernes evner: “Jeg var imponeret over de mange gode og komplekse spørgsmål, jeg fik gennem forløbet, der viste, at eleverne var kreative og havde innovative ideer. Eleverne var især interesserede i, hvordan bioteknologi kan bruges til drikkevandsbehandling, og jeg er glad for, at de forstår værdien af bæredygtigte løsninger i vores tid.”  
 

Besøg på et renseanlæg

I Jylland var det faglige omdrejningspunkt spildevand, hvor Aviaja Hansen arbejdede sammen med Billund Vand & Energi omkring fosforgenanvendelse og energiproduktion. Eleverne fra Vestjysk Gymnasium Tarm fik også mulighed for at besøge Grindsted Renseanlæg. Samarbejdet har været givtigt for alle parter. Chitra Raju fra Billund Vand & Energi fortalte:

“Billund Vand & Energi deltog i Tektanken sammen med Krüger, fordi vi ønsker, at flere unge interesserer sig for de naturvidenskabelige fag. Vi synes, det har været en virkelig god oplevelse, og der var mange elever, som viste evner for forskning, så jeg er meget forhåbningsfuld i forhold til næste generation.”

“Og så er det også vigtigt for os at vise de unge, at vi faktisk er langt fremme herhjemme med at påvirke fremtidens klima ved at reelt gøre noget”, supplerede Direktør i Billund Vand & Energi Ole Johnsen. 

Den direkte kobling til virkeligheden har også været relevant for gymnasierne. Lektor i biologi ved Vestjysk Gymnasium Tarm Pernille Rønne Kviesgaard udtalte: 
“Det motiverer vores elever helt vildt, når de oplever, at det, der foregår i klasseværelset, også kan bruges i den virkelige verden.”

Nu har eleverne præsenteret deres cases, og du kan se en af de flotte posters nedenfor. Stort tillykke til jer alle sammen! 
 

Har vi fundet fremtidens ingeniører?

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er mangel på ingeniører, så fra Krügers side håber vi at have været med til at inspirere en ny generation til at interessere sig for vand og bæredygtighed. Det fortæller HR-konsulent i Krüger, Lone Binderup:

“Med dette 3-årige samarbejde er det vores ambition at få nogle unge mennesker til at overveje at læse til ingeniør. For os er det særligt vigtigt at vise eleverne, at vi arbejder målrettet med FN’s Verdensmål og bæredygtige løsninger inden for vand. Hvis de har fået øjnene op for, at ingeniør kan rime på bæredygtighed, er vi meget glade. De skal i hvert fald være velkomne her, hvis de vælger den vej i livet”, slutter Lone Binderup af med et smil. 

Om forløbet

Naturvidenskabernes Hus arrangerer samarbejder mellem gymnasier og vandvirksomheder. Samarbejdet er en del af projektet Stockholm Junior Water Prize som er støttet af Poul Due Jensens Fond. Undervisningsforløbene kan tilrettelægges som f.eks. som en studieretningscase til STX eller HTX og lever op til kravene i gymnasiereformen fra 2017.

Karriere
Som studerende eller nyuddannet har du en lang række muligheder for at blive en del af en arbejdsplads, hvor vi arbejder for en bedre fremtid. Vi er det førende firma, når det kommer til at udvikle bæredygtige løsninger, der bevarer jordens ressourcer. Det gør vi bl.a. ved at anvende innovative teknologier og have medarbejdere, der tænker utraditionelt.
Renseanlæg
Krüger har helhedsorienterede løsninger til såvel biologisk som kemisk fjernelse af kvælstof og fosfor.