Intelligent styring godt på vej i vandforsyningen

Styringen i langt de fleste vandforsyninger er baseret på PLC’er til styring af procesenheder samt et centralt SRO-system, hvor hele anlæggets styring kan overvåges og justeres. På nye vandværker og ved renovering og udskiftning af procesanlæg er der kommet nye typer af styring. Det er mere eller mindre lukkede systemer, som leverandører udarbejder for at kunne optimere styringen af netop deres proces. Det gælder efterhånden alt teknisk udstyr. Her har leverandørerne udarbejdet software og digitale services, som hjælper med at overvåge, styre og optimere netop deres produkt. Det er en rigtig god udvikling, fordi styringen af de enkelte processer som hovedregel bliver bedre. Krüger forventer, at der vil komme endnu flere af den slags løsninger i fremtiden.

Hos Krüger arbejder vi på at udvikle standard styringsmoduler, som kan optimere vandforsyningens hovedprocesser. To af de vigtigste områder, som vi arbejder på for tiden - og som giver forsyninger en lang række fordele - er optimering af:

●    Kildepladser (råvandsstyring)
●    Vandbehandling (iltning og filtrering)

Optimering af kildepladser og råvandsstyring giver maksimal udnyttelse af de tilgængelige grundvandsressourcer ved at sikre:

  • At uønsket sammensætning af råvand undgås eller minimeres mest muligt
  • Jævn og stabil indvinding med minimal påvirkning af boring og grundvandsspejl
  • Lavest mulige energiforbrug og mulighed for køb af billig elektricitet på spotmarkedet
  • Høj driftssikkerhed og længst mulig levetid for boring, pumpe og installationer
  • Bedst mulig udnyttelse af indvindingstilladelse

Optimering af vandbehandling (iltning og filtre) giver:

  • Større forsyningssikkerhed
  • Maksimal kapacitetsudnyttelse
  • Levetidsforlængelse af filtre og filtermaterialer
  • Optimal drikkevandskvalitet
  • Bedre mulighed for at styre filterskyl
  • Ingen sedimentering i rentvandstank og ledningsnet
  • Mindre manuel overvågning
  • Intet unødigt skyllevand
  • Intet unødigt energiforbrug
  • Kortere opstartsperiode ved idriftsættelse

Optimering af indvinding varierer fra kildeplads til kildeplads, og der er mange parametre, som har betydning for optimeringen - som illustreret i figur 1:

Figur 1: Betydende parametre ved optimering af indvinding af grundvand

Tilsvarende er der mange parametre, som varierer og har betydning for optimering af iltning og filtre - som illustreret i figur 2:

Figur 2: Betydende parametre ved optimering af vandbehandling

Som det ses af de to figurer, er der mange parametre for hver proces. Optimeringen kræver derfor, at man i hvert tilfælde prioriterer parametrene. Hos nogle forsyninger betyder energiforbruget mest, og andre steder kan det være andre parametre som fx udnyttelse af indvindingstilladelse eller indholdet af fx jern og mangan, der har størst betydning.

Krüger har i dag udviklet software, som kan optimere ved brug af de fleste af parametre. Vi har også udviklet software, som er selvlærende, dvs. som løbende beregner nøgletal baseret på online driftsparametre og anvender dem i styringen. Et eksempel på det er brug af nøgletal for pumper. Pumpeydelser varierer efter belastninger og over tid. Ved at overvåge, hvordan pumpernes ydelse udvikles, kan vi sikre, at vi hele tiden kan vælge optimal kombination af pumper i drift på kildepladsen.

Krüger ser rigtig mange muligheder i fortsat at udvikle denne type af softwareløsninger. De passer fint ind som enheder mellem SRO-system og PLC’er og er relativt ukomplicerede at implementere.